Efter måneder med flittige terapisessioner var min patient og jeg endelig nået til et gennembrud. Det intense følelsesmæssige arbejde havde skabt et ubrydeligt bånd mellem os, en forbindelse, der gik ud over det professionelle. Det var en naturlig progression, et vidnesbyrd om den dybe, intime udforskning vi var i gang med. Mens væggene smuldrede, fandt vi os selv bukkede under for vores primære drifter. Kontoret, der engang var et fristed for professionalisme, forvandlet til en legeplads af kødelige lyster. Stolen, der engang var et symbol på autoritet, blev en scene for vores mest intime øjeblikke. Lydene af vores lidenskabelige møde rungede gennem de tomme sale, et vidnesbyrd om vores uudslukkelige tørst. Vores kroppe flettede sig, fortabt i lidenskabens vold, fandt vi trøst i hinandens arme. Seancen sluttede, men minderne, et testamente til vores uudtalte aftale. Vi vidste begge, at det der skete på kontoret, blev på kontoret.
